Jeg har siden puberteten, måske endda før, inspireret af respektindgydende menneskers meningers mod, i perioder selv aspireret til at have mine egne meningers mod. Nogle gange har det knebet lidt med meninger, men det med modet var for mig stadigvæk et meget vigtigt element, om det så var rent platonisk.
Nu er jeg kommet i en slem knibe: det er ved at gå af mode at mene. Nu synes man, selv i politiske sammenhænge.
Nu har jeg for nylig oplevet en vidunderlig, overraskende og spændende fortælleaften. Indholdet var historier fra Angola og overskriften - "Alt, der har et navn, findes".
Da aftenen og den efterfølgende, meget givende samtale med fortælleren var forbi, kom jeg i tanke om Orwells komplementære fortælling i "1984" om det magtens projekt der gik ud på at forhindre potentielt undergravende idéer i at opstå i undersåtternes hoveder. Kernen i projektet var at nedbarbere sproget, det såkaldte Newspeak - det hedder vist nysprog på dansk, hvilket for mig lyder noget mindre stærkt - ved at bortkastrere de ord der betegner disse idéer. Princippet var her altså: intet, der ikke har et navn, findes.
Med disse to modpoler in mente skulle man klart kunne se hvad mit problem består i:
Når udsagnsordet "at mene" og alle dens afledte fætre ved spontan selvantændelse helt er forsvundet ud af sproget, hvordan kan jeg komme til så meget som at tænke på at opdyrke mine meningers mod?
Med mindre det nudanske erstatningsudtryk altså bliver: mine syningers mod.
Alt håb er endnu ikke ude.
Opslag
