Pia K.

Mopset! Ja, dér var den - hun er så tit mopset, simpelt hen mopset, vores alle sammens Pia K.

Lige så snart jeg hørte ordet i munden på en eller anden (vist nok ikke et medlem af Dansk Folkeparti) i radioen i morges, afklaredes mit sind, fordi jeg nu lettere kunne komme til at sætte ord på et af mine væsentlige problemer her i jordelivet.

Jeg har det nemlig svært med Pia K., og det ikke kun fordi jeg er en latent burkaperker. Nej, det er fordi jeg er splittet, og splittelsen går lige midt igennem mit inderste væsen.

Jeg fornemmer nemlig - og har fået det bekræftet mere end én gang - at hun med garanti, og ikke kun privat, er en sympatisk person at omgås og at hendes engagement i dette samfunds svagestes sag er ægte. Her har jeg det nemt at holde med - og faktisk også lidt af - hende.

Der hvor min splittelse gør rigtigt ondt er når jeg ser/hører/læser hende udtale sig på sit partis vegne; det skal her ikke skjules at der er tale om DF. Og her optræder hun med så megen indestængt, nu undsluppet harme og selvretfærdighed, at det halve kunne være massivt for meget. Og så er det at hun virker mopset, mopset, mopset - næsten som en teenager der har fået udgangsforbud og som kender mopsethedens magt. Magt! Er det nøgleordet her? Er det også på den facon at magten kan korrumpere et menneske - ved at gøre det mopset og derved manipulerende? Det må jeg s'gu prøve en gang, for det ser ud til at virke; hvis det ikke er nok at betragte den politiske debat (nej - diskurs, hehe) der har gået for sig de sidste flere år, kan man med fordel læse en opsummerende syntese i Eyvind Vesselbos kronik, som jeg også berører her i bloggen.

For at være helt ærlig har jeg faktisk prøvet at være mopset, også mere end én gang, og har endda i enkelte tilfælde set det virke, men jeg har i modsætning til Pia K. aldrig brugt det politisk, og kommer, med Vorherres hjælp og/eller inshallah, sandsynligvis heller aldrig til det.

Den mopsede, regel- og pegefingersvingende retorik i Pia K.s offentlige politiske udtalelser er for mig tit så tåkrummende svær at tage at det ind imellem kræver timers afspændings- og udstrækningsøvelser at få mine tæer helt på plads. Man kunne forledes til at tro at det simpelt hen er et spørgsmål om manglende træning fra min side, men nej - jeg mener jeg har trænet rigeligt. Og det er ikke engang det værste; det værste er at min mave gerne snører sig sammen, som den ofte gør når jeg føler min eller andre menneskers psykiske eller fysiske velfærd truet mens jeg må stå magtesløs og kan ikke gøre noget. Det, mine herrer, er en udtalt ubehagelig fornemmelse som jeg ikke rigtigt ønsker nogen og selv helst ville være foruden. Jeg har nemlig alt for mange gange haft en meget lignende psykisk og kropslig fornemmelse før: helt uden at jeg vil antyde nogen som helst form for sidestilling her, var det det jeg gang på gang gik igennem da jeg i mit dengang politisk undertrykte oprindelige fædreland så - eller hørte om - magthavernes uretfærdige og ydmygende handlinger, om de så gik ud over mig og min familie, mine venner og bekendte eller helt fremmede mennesker. Magten var os nemlig generelt ikke venligt stemt. Dette er ikke tilfældet her i landet - mit valgfædreland, om man som latent burkaperker så må sige - selv om man de sidste 11 år en gang imellem har kunnet komme i tvivl. Og selv Pia K. bevæger sig på en fast grund af anerkendelse og respekt  for demokratiske regeringsformer.

Jeg er ikke ude efter Pia K. af moralske grunde. Enhver sin moral, og min fornemmelse for moral er næppe bedre end så mange andre menneskers. Jeg har desuden generelt svært ved at dømme og især fordømme. Mit gen for den slags må simpelt hen være for svagt eller ligefrem i ret høj grad mangle, og jeg er påfaldende tilbøjelig til at finde alskens formildende omstændigheder. Måske er det bare et maskeret forsøg på ikke at taksere mine egne synder - og de er ved Gud talrige - for højt.

Nej, al denne magtfulde mopsethed er snarere en udfordring og en pine for min æstetiske sans, hvor ubetydelig den end måtte være. Deraf al denne tågymnastik, maveproblemer, tænders gnidsel og behovet for afspænding.

På den anden side tjener mine frustrationer måske et formål: de får mig i det mindste til at føle mig levende. Der kan man bare se: jeg har endnu en gang fundet en formildende omstændighed. Forbandede gen.  

Noget af det værste ved hele denne min (og, mig bekendt, en håndfuld andres) misere er den tunge bevidsthed om at det er min egen skyld, det hele. Altså det at Pia K. & Co., som den tunge på vagtskålen de er, sidder så godt på magten at hun kan tillade sig at være mopset i politisk øjemed.

Og hvordan kan det hænge sammen, det med min skyld? Jo, ved sidste folketingsvalg kom jeg til at dumme mig fælt. Jeg havde sat mig i hovedet at jeg partout ville overvære valgets afringning. Siden jeg selvforskyldt første gang kom til at overvære denne smukke ceremoni, har jeg nemlig været stærkt afhængig og kan ikke få nok. Den stemning der hersker mens valget bliver ringet af kommer helt op på siden af de andre naturfænomener jeg går op i og entusiastisk nyder. Så jeg tog det med ro og ventede til kl. ca. 19:45 med at begive mig til den lokale skole hvor afstemningen og afringningen skulle foregå. Problemet var bare at jeg var ny i kvarteret og solen var gået ned. Jeg kunne for min død ikke helt huske vejen til skolen og jeg kunne heller ikke se bygningen i mørket, selv om den ligger ganske tæt på hvor jeg bor og oven i købet helt ud til den lokale hovedgade, ad hvilken jeg med stigende forfjamskethed, fortvivlelse og vrede på mig selv og under hyppig udstedelse af tunge eder ræsede op og ned i min bil mens jeg igen og igen passerede lige forbi skolen.

Jo, jeg fandt den til sidst. Jeg fandt oven i købet den rigtige indgang. Der var bare det ved det at klokken i mellemtiden var blevet 20:02, døren var låst som loven foreskriver, afringningen overstået (o, ve! o, abstinenssymptomer!) og min chance for at tippe førnævnte vægtskål til oppositionens fordel håbløst forskertset. Jeg vil til min død være overbevist om at det var min stemme der afgjorde valget og dermed lod mopsetheden overtage scenen. Eller manegen, om man vil. Jeg forsøgte senere at dække over min pinligt manglende stemme ved at prøve at bilde mine nærmeste venner ind at jeg ved fejltagelse havde stemt på hende Pia K. fra Enhedspartiet, men skaden var sket. Jeg kan kun beklage dybt.

Dén skam er ikke let at komme over.

Min far

Min far var et stille menneske.

Gennem hele mit liv i nærheden af ham tog jeg ham for givet. Det gør de fleste børn, formoder jeg, undtagen skilsmissebørn, og skilsmisser var - før min generation - en fjern verdensdel i vores familie. Det var bare selvklart at han var der, uanset om jeg havde noget at bruge ham til eller ej. Og jo større jeg blev, jo mindre brug havde jeg for ham, det må også stå klart.

Og dog havde han igennem sin ungdom vist at han også var et usædvanligt menneske.

Han kom fra en by i provinsen, en mindre amtshovedstad. Der boede mange jøder i byen; det foresvæver mig at de udgjorde op til ca. 30% (det skal jeg lige have undersøgt) af byens befolkning, og det var endda i underkanten af hvor stor en andel de udgjorde på hele egnen, for byen lå tæt på de områder hvor koncentrationen af jøder var den største i hele Europa.

I hans by var der et stort jødisk kvarter, og der boede han sammen med sine forældre. De var nemlig også jøder, så det var ret naturligt.

Hans far var en velstående købmand, i hvert fald indtil han blev ruineret (tror jeg nok). Han handlede med skind og pelse og var liberal og emanciperet. Han var muligvis kulturreligiøs, men gik i i modsætning til de ortodokse klædt som han ville, og det var gerne i lyst bomuldstøj syet af et dyrt og udsøgt stof. Når min mor fortalte mig om de gamle dage, fortalte hun med glød og varme om hans glade væsen og elegante fremtoning. Han må have varet hende en god svigerfar.

Min farmor gik hjemme. Hun havde sådan set kun opsynet med det der foregik, fordi de havde tjenestefolk - jeg ved ikke hvor mange, måske kun én. Det var billigt dengang, især hvis man var nogenlunde velstående.

Der må alligevel have været en del at lave, også for hende, fordi min far havde 8 søskende. Det var ret almindeligt i disse miljøer dengang, og det kan også godt være at helt emanciperede var de måske ikke, eller også var der ikke så megen gang i præventionen endnu.

Hun - altså min farmor - var en klog og venlig kvinde, en god mor og en passioneret læser. Når der ikke var andet at lave, sad hun altid med en bog og læste. Det gjorde min far senere også; han havde det ikke fra fremmede.

En dag sad hun og læste ved deres spisebord i stuen, en solid sag af egetræ, mens to af drengene legede vildt i nærheden; dengang var vild leg endnu anset for normalt. De jagtede hinanden vildt over hele den store lejlighed og rendte op og ned ad møblerne. På et tidspunkt sprang de op på det store egetræskab i stuen, og mens de sloges deroppe, væltede skabet med et kæmpebrag ned over spisebordet og drengene faldt ned på bordpladen. Min farmor løftede blikket fra bogen, checkede om drengene var OK, og læste så videre. Jeg elsker den historie og kan kun ønske at blive som hende.

I øvrigt lignede den ene af brødrene resten af sit liv - og han fik lov til at leve til han blev 81 - en der sagtens kunne finde på at springe op på det nærmeste egetræsskab. Da jeg ca. 1 år efter min fars død mødte min onkel for første gang - han boede nemlig i Paris, hvad vi altsa ikke helt gjorde - slog det mig, da jeg så ham stige ud af en bus, hvor meget han fysisk lignede min far. Jeg kan stadigvæk se scenen for mit indre øje, også hans ansigt, og jeg kan huske hvor bevæget jeg blev. Hans ører var bare væsentlig mere udstående end min fars, han var adskilligt mere livlig, og så var han rigtig sjov at være i nærheden af: familiens skøre kugle. Jeg ønsker også at blive ligesom han og gør også mit bedste. Hans nevøbørn - min store fætter bor nemlig også i Paris - blev, da de blev store nok, også helt tossede med ham, fordi han var helt i øjenhøjde med dem, havde en sjov accent og snød, så vandet drev, når han spillede kort med dem.

Min far var den første nogensinde i det jødiske kvarter han boede i der gik rundt iklædt hvide bukser og bar overkrop, altså om sommeren. Det er forhodsvis længe siden - han var fodt i 1903 - så det i det fortrinsvis ortodokse kvarter må være blevet set som rent ud blasfemisk eller i det mindste ret provokerende. Måske for at afvæbne denne kulturtrussel var der mange der sagde at han gik i lange underbukser, bare udenpå. Det lod han sig nu ikke anfægte af. Han var nemlig fritænker.

Han havde som sagt arvet sin mors læselyst og havde efterhånden samlet sig et stort bibliotek, ikke mindst af venstreorienterede bøger, fordi landet han levede i var stærkt højredrejet; Højredrejningen steg og steg helt op til 2. verdenskrig begyndte og det var for en del nogenlunde idealistiske mennesker hårdere og hårdere ikke at være i opposition til den. Min far drev det så langt som til at stifte en fritænkerforening og til at blive kommunistsympatisør. Nu kommunistpartiet allerede i 1919, dvs. kun et år efter 1. verdenskrig, blev forbudt, kom partiets biblioteker med endnu flere RIGTIGT venstreorienterede og systemundergravende bøger efterhånden i fare for at blive lukket og bøgerne - for at blive konfiskeret og destrueret. Min far smuglede så bøgerne hjem, indlemmede dem i sit eget bibliotek og gik i gang med at låne de mange bøger ud til alle der var interesserede, også til medlemmer af det kommunistparti der nu var under jorden. Det vidste politiet godt, fordi de kommunister de kendte til blev skygget. Mere end én gang kom de - altså politiet - hjem til min far og truede ham med at tage hans bøger og smide ham selv i brummen, nu partiet var forbudt. Men han grinede bare ad dem - det han havde gang i var privat bogudlånsvirksomhed og det havde han en grundlovssikret ret til, så de kunne bare rende og hoppe. Hvilket de så måtte gøre; røre ham, eller for den sags skyld grundloven - det kunne de ikke,i hvert fald ikke endnu.

Han blev, selv om han var idealist - eller måske netop derfor - ikke medlem af kommunistpartiet, ikke før efter krigen, hvor det kunne være farligt at undslå sig og hvor det faktisk endda kunne betale sig; det var dog aldrig hans motiv. Min mor derimod, som også var idealist, meldte sig netop derfor i en tidlig alder ind i partiet; i disse dage var det endnu ikke den store modsætning. Efter at de havde mødt hinanden - jeg ved desværre ikke hvordan; har aldrig haft åndsnærverelse til at spørge - blev min far så hendes sympatisør, faktisk ikke så lidt endda, og det gjorde ham i hvert fald ikke mindre sympatisk indstillet over for kommunistpartiet - ikke indtil han sammen med min mor og en håndfuld andre familiemedlemmer nogle få uger efter krigens udbrud havnede i Sovjetunionen, som i mellemtiden i kraft af den hemmelige Molotov-Ribbentrop-aftale var gledet en hel del nærmere end den ellers plejede at være. Dér reddede de livet, næsten alle sammen, men ikke illusionerne, som altså ikke bestod den prøve en konfrontation med en rigtig barsk og forløjet virkelighed kan være.

Krigen knuste også mine forældres drømme om uddannelse; det gjorde den ved hele deres generation, både dem der døde og dem der overlevede. Derfor så man længe efter krigen mange forældre presse deres børn til at tage den uddannelse de ikke selv havde kunnet få. Og derfor fik min far, som ellers må have været en dygtig og motiveret elev, aldrig andet end studentereksamen.

Da krigen sluttede, var de nye myndigheder helt på det rene med at der var en masse voksne mennesker som trængte til - og higede efter - at læse videre, men som allerede havde familie, arbejde og andre forpligtelser. Man oprettede derfor et helt system af aften-, brev-, deltids- og forkortede uddannelser. Det gav min mor en chance for at læse økonomi (da vi kom til Danmark, var forestillingen om at man på samme tid kunne være kvinde og økonom endnu så lidt udbredt at hendes beskæftigelse tit blev misforstået - og nedskrevet - som økonoma). Hun gennemførte på 3 år, mens hun læste om aftenen og i weekenderne. Det foregik mens jeg var 3, 4, så 5 år gammel, og tanken om at der kan være lidt af en forbindelse mellem hendes fravær i disse år og hvordan jeg nu er skruet sammen i mit hoved strejfer mig en gang imellem.

Familien og husholdningen kunne kun fungere, fordi min far trådte ind og overtog; ham kunne man nemlig regne med. Desuden havde vi også ung pige i huset - ikke fordi vi var velhavende, tværtimod, men fordi det var nødvendigt og heldigvis ret billigt dengang, bl.a. fordi mange af de unge piger kom fra langt ude på landet og da der dengang herskede en kæmpe forskel mellem by og land, stillede de ikke de store krav. Prisen blev så, at min far, som selvfølgelig også havde et arbejde ved siden af, igen måtte opgive sine drømme om en højere uddannelse. Han havde ellers ellers gerne villet blive agronom . Han blev dog livet ud ved med at læse i den helt store stil og levende interessere sig for en hel masse ting - selv en bog om industriel ølfremstilling og en lille bog på russisk om anskaffelse, pleje og drift af trækhunde var der plads til. Blandt hans andre store interesser var opdagelsesrejser og historie; da jeg blev teenager, stod jeg gerne som nr. 1 i køen til de bøger han havde slæbt hjem og læst, og en del af disse bøger har gjort så stort et indtryk på mig at jeg stadigvæk husker de stærkere afsnit. Nogle af dem har jeg stadigvæk stående.

Det var måske pga. de skuffede drømme, eller på grund af hans tiltagende dårlige helbred, at han efterhånden ligesom mistede pusten. Min mors store energi og fremdrift kan også have spillet en rolle: i de sammenhænge hun involverede sig i endte det gerne med at det var hende der havde bukserne på, om de så var hvide som nyfalden sne. Det var ikke fordi hun stræbte efter magten, og i hvert fald absolut ikke efter den store af slagsen, og hun trynede heller aldrig bevidst andre mennesker for at få sin vilje - dertil var hun for storsindet og hæderligt et menneske; men hun havde svært ved at tage et nej som et nej og det var lidt som om den ganske lille magt lå hende godt i hånden.

Fra mine barndomsår husker jeg min far som sød, omsorgsfuld og kærlig. Han tog mig med en masse forskellige steder hen og smittede mig i ikke ringe grad med nogle af sine interesser, først og fremmest for alt hvad der har med natur at gøre, også det der ikke involverer sibiriske trækhunde. Selv hans interesse for historie er begyndt at pible frem i mig nu. Jeg bilder mig ind at mit forhold til andre mennesker også i høj grad er præget af hans ånd - ud over min mors, selvfølgelig - og det er jeg glad og dybt taknemmelig for.

Hans sidste job var et et beskedent halvtidsarbejde - mere havde han ikke helbred til. Hver dag ved 11- eller 12-tiden satte han sig bag et skrivebord i noget der ville svare til vores Fødevareministerium, bortset fra at det var en hel del mere specialiseret: fødevarerne var endnu levende og man planlagde og administrede det store system af anskaffelse hos de private bønder og transport til forarbejdningsstederne over hele landet. Tidligt på eftermiddagen begyndte telefonen på min fars skrivebord at ringe; det var medarbejderne i de 17 tilsvarende amtslige instanser der skulle indrapportere dagens antal af indkøbte grise. Min far skrev tallet ind i en formular, og det ville være dét, hvis ikke min far var så venligt og sympatisk menneske; han fik hurtigt telefonvenner i flere af amterne og de kunne snakke halve timer væk efter de havde udvekslet de tørre tal. Det lignede ham også. Han levede sig i hvert fald ind i jobbet og gik glad på arbejde hver dag.

Et par år efter min fars død, mens jeg en relativt kort overgang sad i sikkerhedstjenestes ellers forholdsvis luksuriøse fængsel, fik jeg en dag en ny cellekammerat. Han blev der kun nogle få dage, men nåede at fortælle mig at han havde arbejdet i samme ministerium som min far - og at han havde kendt ham. Han lignede ikke en kriminel, snarere en lillefar, var ganske sød og venlig, og glad, selv om han kunne se frem til flere år i spjældet. Straffe for hans slags forbrydelser - de økonomiske - var nemlig dengang endnu højere end de er herhjemme; hvis omfanget og gevinsten var stor nok, kunne man faktisk risikere at få en dødsdom, fordi der skulle statueres et eksempel. Han var sigtet for at have været med i en gruppe som havde bedrevet bedrageri i stor stil ved at snyde med antallet af de transporterede grise. De var nemlig delvis provisionslønnede og provisionen stod i en direkte proportion med hvor mange grise der overlevede transporten; en af de historier han fortalte mig var at et af trickene gik ud på at lade selvdøde grise se ud som om de var levende ved at nagle dem fast til kreaturvognens væg. De folk der på slagterierne der tog imod grisene blev selvfølgelig bestukket så de så gennem fingrene på den slags.

Jeg er den dag i dag ikke sikker på at han talte sandt, især om at have kendt min far; de mere mistroiske af mine cellekammerater holdt endda på at han - for at købe sig til en kortere straf - sandsynligvis var stikker og netop derfor var havnet i vores celle. Jeg har bare flere gange tænkt på at hvis det han sagde nu var sandt, og min far ikke var død før affæren startede, kunne han måske være kommet med på bedrageriet - ikke for gevinstens skyld, og ikke fordi han var et uhæderlig, men netop fordi han var så ejegod, havde så meget tillid til folk at det nogle gange kunne grænse til det naive, og ville aldrig hverken såre eller svigte nogen.

Da min far blev 60, lod han sig pensionere og begyndte efterhånden at give indtryk af at være blevet en bitter mand; hans mundvige hang lidt ned og han sagde sjældent ret meget. Når jeg tænker på det nu, får jeg en mistanke om at han måske led af en mild depression; jeg synes i hvert fald jeg kan genkende nogle af symptomerne. Måske var min mor heller ikke så sød ved ham mere som hun engang havde været, og en kvindes foragt er noget af det værste jeg ved. Men han holdt aldrig op med at være et totalt pålideligt menneske, og på dét område var jeg åbenbart - og desværre - ikke så let at præge.

Jeg ville give meget for at få del i hans tanker i den periode, og i de tidligere perioder for den sags skyld.

Og nu kan vi komme tilbage til det med at tage min far for givet: det gav også sig selv at han sådan ca. altid ville være der, og det kom også til at passe, i hvert fald indtil jeg blev 19. Da gik han en ganske almindelig dag ud af døren for stille og roligt at købe ind - og jeg så ham aldrig mere.

Han blev ramt af en sporvogn mens han var i gang med at krydse nogle sporvognsskinner. Der var en fodgængerovergang over den brede midterrabat hvor de to spor løb. Han havde ventet pænt til den sporvogn der kørte på det nærmeste spor havde passeret, og så var han fortsat over på den anden side. Hvad han ikke havde set var at der næsten samtidig også kom en sporvogn på det andet spor. Den kørte i den modsatte retning og var i det afgørende øjeblik skjult bag den første, så da min far skulle til at krydse det andet spor, havde han ikke en kinamands chance for at undgå sammenstøddet. Måske havde han kunnet se den anden sporvogn ud af øjenkrogen noget før, endnu inden den blev skjult bag den første - men ikke hvis han var faldet bare en lille smule i staver, hvad han sagtens kunne finde på, eller hvis den anden sporvogn kørte lidt hurtigt - og det gjorde den også, faktisk også lidt for hurtigt, fortalte vidnerne senere. Føreren havde i hvert fald heller ikke haft en chance for at få øje på min far før det var for sent. Og min far må i hvert fald have følt sig tryg, for det var jo en regulær fodgængerovergang. Tryg, indtil han havde krydset det første spor og pludselig så den anden sporvogn buldre frem imod ham. Det er faktisk først nu, mens jeg over 40 år senere skriver dette, at jeg lige pludselig og for første gang i mit liv kan føle mig ind i det han måske, og måske ikke, havde oplevet i det sidste øjeblik af klarhed lige før han blev ramt. Jeg sidder nu og har så ondt af ham at jeg har lyst til at græde.

Han havde faktisk næsten klaret frisag - var vist nået helt over på den anden side, men sporvognen greb på en eller anden måde fat i hans mappe og væltede ham omkuld. Faldet smadrede min fars hovedskal og ødelagde en stor del af hans hjerne.

På hospitalet holdt lægerne ham i live i endnu 3 dage. Min mor var der så meget hun kunne; på 3. dagen fortalte lægerne hende at han med så massiv en hjerneskade kun havde en ringe chance for at overleve, og selv om han gjorde, ville han aldrig blive andet end en grønsag. Og så var det at min mor besluttede at give lægerne lov til at slukke for respiratoren.

Hun fortalte mig for resten for nogle år siden, ikke så længe før sin død, at hun i sin sorg havde været så opfyldt af smerte og vrede at hun ville få den skyldige sporvognsfører straffet. Hun fandt ud af hvor han boede og en dag aflagde hun ham et besøg. Hun så hvor elendigt han havde det med ulykken og med min fars død, hvor ulykkelig hans familie var over det hele og hvor trange kår de levede i. Og så besluttede hun at dén ulykke ikke skulle have flere ofre end den allerede havde fået.

Næste gang jeg fik min far at se var til begravelsen, og det var egentlig ikke ham jeg så, kun kisten. Og de flere hundrede mennesker - sådan så det i hvert fald ud, måske var der færre, men der var virkelig et mylder. Ud over familien fra nær og fjern, de nærmeste venner, de af hans ungdomsvenner som også havde overlevet krigen og ikke havde emigreret, og vist nok hele min klasse plus nogle lærere, var der en hel del andre som havde kendt ham som det venlige og hjælpsomme menneske han var. Han var faktisk meget afholdt, selv om han de sidste mange år havde været helt ubetydelig, i hvert fald hvis man tager jordisk gods og magt i betragtning.

Jeg stod der i mit jakkesæt - hvis man har kendt min mor, vil man vide at der ikke var andet at gøre - med tårer trillende ned ad kinderne, var uendelig ked af det og følte mig lidt som dagens helt. Dét har jeg for længst tilgivet mig selv.

Det tog mig til gengæld mange år at tilgive min mor for ikke have ladet mig besøge ham på hospitalet og tage ordentlig afsked. Jeg tror det begyndte da det nogle år senere gik op for mig at jeg savnede at kunne have gjort det, og så blev jeg blev ved med at bære nag, på trods af at jeg hele tiden var klar over at det eneste hun ville var at skåne mig for en grufuld oplevelse: min far var meget ilde tildredt, hun vidste at jeg var en meget følsom og meget umoden ung mand, og det faldt hende naturligt at tage hele den kolossale smerte på sig. Igen: hvis man har kendt min mor, vil man have let ved at se hvor meget det også lignede hende.

I øvrigt var det kun 4-5 dage før min studentereksamens første skriftlige prøve, og det må også have talt i hendes sind. Paradoksalt nok gjorde prøverne, sammen med den lidt senere adgangseksamen til det lokale tekniske universitet - ja, i vores lidet civiliserede land skulle der hele 2 eksamener til når man skulle læse videre - det meget lettere for mig at komme over både min egen og min mors smerte. Jeg er ikke helt sikker på at jeg overhovedet nogensinde nåede at opleve den i det omfang lærebøgerne og eksperterne foreskriver. Men, som sagt, var jeg meget umoden og vidste ikke bedre.

Det tog mig endnu flere år at tilgive mig selv. Min sidste betydende ordveksling med min far endte med at han, sikkert såret, trak følehornene til sig og lod mig i fred resten af den korte tid vi derefter fik sammen. Hans ellers ret uskyldige bemærkning - måske et forsøg på at komme i kontakt med en ung og ret forløben søn - havde ramt lige lukt ind i min betydelige jomfrunalskhed og mødte en ret brysk afvisning. Han blev for resten, næsten ord for ord, for ikke mere end et par år siden hævnet, med eftertryk, og nu er var det min tur til at føle mig såret. Dét har jeg godt af.

Jeg har nu måske efterhånden tilgivet mig selv, men det gør mig stadigvæk meget ked af det når jeg tænker på det. Næsten lige så ked af det som det at jeg i min kolossale selvoptagethed, som varede det meste af min begejstrede gymnasietid, aldrig nåede at få et nært venskab med ham, sådan som jeg senere fik det med min mor. Hvis han ikke var død og hvis jeg med tiden havde ofret ham mere opmærksomhed og lod ham komme tættere ind på mig, hvad jeg dengang knap nok selv kunne finde ud af, ville han måske også have ladet mig være sin ven. Han var nemlig, som sagt, et godt og venligt menneske.

Da jeg sammen med min familie for mange år siden for første gang besøgte mit barndomsland, besøgte vi hans grav. Vores piger var endnu ganske små, så det endte med at den mindste sov i sin paraplybarnevogn som halvlå, støttet på gravstenen, og den lidt større gav sig til at danse på gravstenen; hvor forkert dette forhold til gravfreden end lyder, er jeg sikker på at min far ville elske det og bare smile kærligt.

Og det gjorde han måske også.

Forbyd alt

Det er s'gu foruroligende, det Eyvind Vesselbo siger og skriver: at hver gang V eller K kommer med et skrapt forslag, er DF der med det samme med et der endnu skrappere, at de fleste andre partier lader sig trække i manegen, at retorikken løber løbsk over hele den førnævnte  manege og at det eneste der er at gøre er at holde op med at være bange for DF og i stedet holde fast i egne værdier.

Med al respekt for Eyvind Vesselbos vigtige og vægtige indlæg, tror jeg ærligt talt ikke det vil være nok. DFs skrappe politikere er også skrappe til at overtrumfe værdier, især de af den danske slags og ikke mindst om sommeren, og det mens de griner i skægget. Eyvind Vesselbos opråb lyder derfor mere som dømt til en mavelanding (men rigtig mange tak alligevel, Eyvind V., for dit saglige og hårdt tiltrængte udfald; jeg håber det vil højne standarden for den standende "debat". Det har allerede gjort røre nok i andedammen, og jeg glæder mig til mere).

Næ, så lad os hellere gå radikalt til værks. Nu vi har forbudt - eller taget tilløb til at forbyde - hobbyknive, prostitution,  burkaer, kamphunde, slips, gafler, ægteskaber og m.m.m, er tidspunktet kommet for at tage skridtet fuldt: lad os bare forbyde det hele.

Dét skulle lukke munden på DF én gang for alle, skulle det (med mindre man kan forbyde noget to gange).

Ja, man kan altid drømme...

Sidste nyt om kamphunde; løsningen vakler

Mit forslag til løsning af de to af vores mest påtrængende og afgørende problemer og dermed på den financielle og økonomiske krise har fået et ordentligt hak i tuden i og med at den er stødt på en uventet forhindring. Det viser sig nemlig, at antallet af kamphunde i Danmark og det formodede antal burkaer ikke nødvendigvis passer sammen. Mens antallet af burkabærere er estimeret til ca. 500, vurderes antallet af kamphunde til at ligge på op til 20.000 - en stigning med faktor 20 i løbet af sølle 15 år. Med andre ord:

• Vi risikerer at løbe tør for burkaer længe før alle kamphundene er blevet pakket ind. Slipsene, derimod, er stadigvæk ikke noget problem, så før vi lader os slå ud, lad os lige hente lidt trøst deri, mens vi hektisk arbejder på at finde en løsning. Det står  nu nemlig ret klart  at løsningsforslaget trænger til lidt justering.
• Et eller andet sted her i kongeriget er der en mellemstor by på ca. 20-30.000, maske 40.000 sjæle hvor hver familie og hver single ejer en kamphund.

Umiddelbart kan jeg se følgende løsningsmuligheder:

1. Vi kan vente i 15 år og se om antallet af burkaer ikke stiger tilsvarende.
2. Vi kan sætte vores lid til at de fleste burkabrugere har mere end én burka. Jeg selv fx har flere par bukser end én - omend ikke væsentlig flere gangbare, må jeg indrømme.
   Og finder vi blot et par stykker hvis passion for burkaer kan måle sig med Imelda Marcos' kærlighed til sko, kan vi hurtigt havne i den situation at vi løber tør for kamphunde først.
3. Vi kan lave en underhåndsaftale med irakerne om at de returnerer emballagen efter at have pakket kamphundene ud. Man kan vist roligt gå ud fra at de har burkaer nok i forvejen.

Jeg vil hermed opfordre alle læsere (inkl. den eneste til dato, og det er mig selv) til at lægge hovedet i blød og komme med flere løsningsforslag.


Under alle omstændigheder får vi brug for at finde den tilsyneladende så forråede by, dels for at finde hundene, dels for på længere sigt at normalisere, resocialisere, integrere og assimilere indbyggerne inden de begynder at udgøre en reel fare for staten, samfundet, demokratiet, de danske værdier og hvad man ellers kan udgøre en reel fare for, og i hvert fald inden de griber til våben. Vi må i hvert fald få dem til at indse at man skal vælge sin kamphund med omhu og at den bedste kamphund slet ikke er nogen kamphund. 
Også her hilses alle forslag velkommen.

Og husk: det vigtigste er trods alskens modgang at bevare optimismen - og omvendt.

Burka, revisited

Nu jeg har haft tid til at tænke lidt nærmere over det, må jeg indrømme at jeg er kommet i tvivl. Jeg er simpelt hen blevet bange for at min idé til støtte for burkaforbuddet måske ikke var helt gennemtænkt. Problemet er at jeg nu har indset at forbuddet kan ende med at give bagslag af de slemme.

Jeg tænker konkret på spiritusforbuddets tid i 1930ernes USA. Her havde man forbudt noget som rigtig mange overhovedet ikke var indstillet på at opgive, og det hævnede sig stort. Det sorte marked udviklede sig med voldsom kraft og det skabte en masse kriminalitet af både økonomisk og voldelig karakter. Der er nogle der mener at den amerikanske mafias kolossale formuer og magt netop stammer fra denne tid. Også almindelige mennesker gav sig til at omgå loven: mange dyrkede hjemmebryg, mens mange flere - også af det finere selskab - mødtes i undergrundsudskænkningsbuler, hvor man fik serveret sprut i kaffekopper. Man kaldte en sådan bule "speakeasy".

Som et resultat af kriminaliseringen blev mangel på respekt for loven voldsomt udbredt. Det er muligt at dette er en af kilderne til nutidens omfattende kriminalitet over there.

Se, det er den slags effekter jeg nu er begyndt at frygte. Tænk bare på en magtfuld burkamafia som sætter sig på smuglen og handlen med burkaer og tilbehør; tænk på ulovlige burkasystuer og den trafficking med illegal arbejdskraft som vil følge i kølvandet; tænk på de burka-speakeasies, som uværgeligt ville skyde op som padehatte, og hvor kvinder og mænd vil mænge sig med hinanden, iklædt burkaer og derved noget nær anonyme. Man tænker med gru på karnevallet i Venedig i de onde gamle dage; dér kunne alting ske, selv af den mest samfundsomvæltende art, om det så kun var for én dag.

Men måske skulle jeg ikke gøre mig så mange bekymringer. Det kan trods alt også gå hen og gå anderledes.

Der hvor jeg kommer fra må burkaen nemlig have været forbudt længe før jeg blev født, for jeg så aldrig nogen gå i en. Der var godt nok megen disrespekt for loven og endda direkte lovløshed, selv fra højeste sted, og der var også en del indgroet mistillid til politiet og til samme højeste sted, men det er ikke mit indtryk at det havde ret meget med burkaer at gøre. Forbuddet må åbenbart have været så gammelt at alle for længst var begyndt at betragte det som en naturlig del af tilværelsen og derfor ikke noget man behøvede hidse sig op over.

Men hvordan kunne jeg da overhovedet vide at der nogensinde havde været burkaer i landet? Jo, dét gjorde jeg: jeg vidste med sikkerhed at burkaen engang for længe, længe siden havde været en vigtig ingrediens i datidens samfund. Den nævnes nemlig på en fremtrædende plads i en lille digtsamling som blev startskuddet til og et af hovedværkerne for det lokale romantiske gennembrud. Digtene - en samling af ballader og romancer - er for længst blevet en del af det lokale litteraturkanon, og det på den fede måde: ethvert skolebarn og endda en del voksne kender digtene den dag i dag og mange sætter pris på dem, selv om der er gået næsten 200 år siden samlingen blev udgivet. Med andre ord har stort set alle på et eller andet tidspunkt i deres liv læst den og taget den til sig. Jeg selv fik den ind tidligt og ad en anden kanal end de fleste andre: da jeg var lille, og senere meget ung, kunne min onkel nemlig under vores hyppige famileforsamlinger finde på at synge bl.a. dén ballade fra samlingen hvori der indgår nogle historiske burkareferencer. Han havde åbenbart lært det i sin egen ungdom - måske af sine forældre, måske i skolen - og det kan godt være at det var noget man allerede havde gjort i generationer, måske helt siden kort efter digtsamlingens udgivelse; det må jeg se at få rede på. Jeg kan i hvert fald - selv om han nu har været død i næsten 50 år - stadigvæk se ham for mig og høre hans stemme. Det var en meget alvorlig og meget betagende forestilling, og jeg bliver faktisk stadigvæk rørt når jeg tænker tilbage på det. Jeg tror det skyldes en kombination af noget dybt personligt og en oplevelse af kontakt med en kulturel tradition med meget dybe rødder.

Der er 2 tankevækkende detaljer i denne historie:

For det første var min onkels forældre ikke engang rigtig indfødte. De var jøder, N-te generations indvandrere, oven i købet dybt religiøse, og det afspejlede sig også i deres påklædning. Ikke fordi de gik i burka; dertil havde de andre passende beklædningsgenstande. De talte, i hvert fald så vidt jeg ved, jiddish hjemme - de østeuropæiske jøders fællessprog. Så det er måske lidt tvivlsomt om det var hans forældre der havde lært min onkel at synge på de indfødtes sprog; det må nok snarere have været skolen. De var nemlig så velintegrerede - og så fremsynede - at de frivilligt og med ildhu sendte deres børn i den lokale kommuneskole og senere i gymnasiet, så de kunne trænge godt ind i sproget og kulturen. Hvilket de så gjorde, og det tit med udmærkelse. Ikke fordi der var så meget gensidighed i det. De levede i et samfund der var præget af en dyb jødefjendtlighed og hvor forfølgelserne steg i styrke til man nogle få år inden 2. verdenskrig fra højeste sted først indførte adgangsbegrænsning, så helt forbød jøderne adgang til de højere uddannelser. Paradoksalt nok reddede det nogle af dems liv. Hvis de ville læse videre, blev de nemlig nødt til at rejse til udlandet, og dermed med lidt held uden for den tyske besættelsesmagts rækkevidde da den havde overtaget det ene land efter det andet. Hvad de gamle angår, hjalp deres integrationsvenlige attitude dem ikke ret meget. Efter at de i årtier havde levet i et stigende jødehadsk samfund, gik det helt galt da de tyske tropper marcherede ind i landet. De kom nemlig til at gå gennem skorstenen, sammen med min fars forældre og det meste af den øvrige familie, og forsvandt ligesom flere millioner andre på den tid. Jeg mødte aldrig nogen af min onkels forældregeneration, inkl. mine egne bedsteforældre; jeg er et efterkrigsbarn.

Den anden tankevækkende detalje er at ca. halvdelen af mit lands befolkning lejlighedsvis gik med hovedtørklæde. De må have været meget islamistiske, og det lyder underligt, fordi de ellers for det meste var meget romersk-katolske, og kan man så det?

Ja, man kan løbe ind i mange tankevækkende ting når man kigger lidt på fortiden.

Hjælp!

Jeg trænger til et venligt skub her. Det er ikke med min gode vilje at der kun er 3 knapper til at udtrykke reaktionen på mine indlæg. Problemet er at de indskrænker sig til positive udsagn, og det er ikke nær nok - det kan s'gu ikke være sjovt, interessant og cool alt sammen. Om ikke andet så har jeg pga. min lave sårethedstærskel over for enhver kritik, selv konstruktiv, brug for at træne. Desuden mener jeg at det er i modstrid med ønsket om biologisk og øvrig mangfoldighed, som jeg deler og støtter fuldt.

Jeg har forsøgt at definere en lille håndfuld alternative knapper; så vidt jeg husker (for jeg har s'gu på trods af min vedholdenhed og programmeringserfaring konsekvent svært ved at genfinde den tilpasningsside, hvor man kan sætte skidtet op, således også denne gang) var det ""uoplyst", dumt" og "du ska' skydes, ska' du", og jeg overvejer også at tilføje "infamt" og "skrid tilbage til Irak, hvor du hører hjemme".

Help, anybody?

Fremtiden

Jeg har dårligt nyt. Meget, meget dårligt. Og jeg har længe tøvet med at bringe det frem. 

For det første ved jeg at det kommer til at gøre rigtigt ondt. Det har nemlig meget at gøre med vores alle sammens forventninger, og der er ikke ret meget der er værre end forventninger der ikke kan blive til noget. 

For det andet gør jeg det med en vis frygt. Alle ved hvad der kan ske med whistle blowers og andre budbringere af ubehagelige oplysninger. 

Men nu skal sandheden frem, koste hvad det vil. Er den jo ikke, lige efter kærligheden, størst af alt? Altså lige efter bekvemmeligheden, forstås. 

Så, nu kommer det:

Fremtiden er afskaffet. Punktum, basta. Sådan nærmest ved lov. Altså næsten, Vorherre være lovet, men det ser meget endeligt ud. Meget uigenkaldeligt, rigtigt meget. Sorry. Meget sorry.

Fremadrettet hedder fremtiden nemlig "fremadrettet". Og det kommer fra højeste sted. Næsten intet over og næsten intet ved siden af det, derom hersker der ingen tvivl, heller ikke i mit sind. Så det er beseglet, tavst besluttet og vedtaget. Det ser endeligt, endeligt ud, siger jeg jer.

Mens jeg venter på den uundgåelige afstraffelse, vil jeg lige forklare.

Det startede, mig bekendt, på regeringsniveau og er nu i gang med at sprede sig til den betydende del af Folketinget. Er oppositionen ikke allerede med? Det er jeg ikke helt sikker på, men det MÅ komme, det er kun et spørgsmål om tid. Og så er det også sket. Der kommer en lov. Et forbud, endnu et, hvis vi tager forbuddet mod at gå i burka, også derhjemme, for du skal ikke skjule dit åsyn for din mand, skal du ikke, for ellers vanker det, med; bemærk i øvrigt hvordan denne sætning stort set ville være umuligt at forstå uden kommaerne, med mindre man da har lidt erfaring med at programmere (se fodnote 1).

Jeg kan se det for mig, og jeg er så ganske absolut ikke den første. Men jeg er muligvis en af de første der ser den dybe alvor i situationen.

Der er simpelt hen intet at gøre. Det eneste alternativ er at fremtiden bliver tvangsdeporteret til Irak, hvor det vil risikere fængsling og tortur eller, Gud forbyde, endda døden. Så det kommer ud på et, gør det. No hope, no hope whatsoever.

Men jeg giver mig ikke uden kamp.

For det første: jeg nægter at opgive mine forventninger og mit håb. Ikke engang hvis jeg bliver så deprimeret som jeg nu kan finde på en gang imellem.

For det andet: der hvor jeg kommer fra sætter man æren over alt andet, selv når situationen er helt håbløs og det skulle koste én og op til halvdelen af hele befolkningen selve livet. Eller snarere: det gjorde man, sådan lettere historisk, kavalleriet mod kampvogne (selv om det siges at være en myte) og leer mod kanoner (hov - det lykkedes faktisk, i hvert fald de første par gange) og alt det der, men det er en helt anden historie. Jeg har i hvert fald taget min lille flig af æren med mig da jeg rejste ud af landet, og det har allerede kostet mig.

Så jeg lægger mig på dørtrinnet, så ingen kan komme hverken ind eller ud, og blotter mit (i øvrigt helt ubehårede, men synet bedrager) bryst ved at rive min skjorte itu foran; dette er for resten også en historisk reference. 

    

Om nødvendigt, er jeg endda parat til at tilbyde fremtiden et skjul, selv om det, som forventet, skulle gå hen og blive strafbart. Modsat så mange andre tænker jeg (og hvorfor tilsynende kun jeg?) nemlig med beudring og et dybt vemod på Antigone, den græske heltinde, kendt bl.a. fra en stor tragedie af Sofokles. Da linket til hendes historie (se fodnote 2) fører til en større .PDF-fil og da historien deri først rigtigt bliver udpenslet på side 7, vil jeg her tillade mig at citere derfra -  håber, det er i orden, Bodil Due og Unipress:

Handlingen er stærkt komprimeret og udspiller sig, som traditionen byder, i løbet af et døgn.

Den udspringer af den mytekreds der kaldes den thebanske, og som i antikken behandledes både i episke værker og i mange tragedier. Alle de tre græske tragikere beskæftigede sig med dette stof, men vi har kun bevaretet stykke af Aischylos, Syv mod Theben og tre af Sofokles, nemlig foruden Antigone de to Ødipus-stykker, Kong Ødipus og Ødipus i Kolonos, og af Euripides Fønikerinderne og Bacchanterne. Så meget er tabt at det ikke er muligt at afgøre, hvad Sofokles i dette stykke har tilføjet eller ændret i myten. Vi kan kun konstatere at stykkets personkreds omfatter Kreon, Antigone og Ismene, Ødipus' døtre, Kreons søn Haimon og Kreons hustru Eurykleia, seeren Teiresias, en vagt, et par budbringere og et kor der består af ældre thebanere, der fungerer som kongens rådgivere. Haimon er forlovet med Antigone.

Ved tragediens begyndelse er borger- og broderkrigen i Theben mellem Eteokles og Polyneikes, Ødipus' sønner, endt med at de har dræbt hinanden. Deres morbroder Kreon er blevet Thebens hersker og har som sin første handling udstedt et dekret om at kun Eteokles, som statens forsvarer, fortjener en ærefuld begravelse, mens Polyneikes, som angriber og dermed landsforræder, skal ligge ubegravet hen som bytte for fugle og hunde. En overtrædelse af dekretet vil på det menneskelige plan medføre dødsstraf. Men da antik græsk religion krævede at de pårørende begravede deres døde og derved sikrede dem passage til dødsriget, vil efterlevelse af dekretet betyde despekt over for dette påbud og på det religiøse plan skabe besmittelse og medføre gudernes hævn.

Antigone, de tos søster, føler det derfor som sin pligt at sørge for at også Polyneikes begraves,  og ser det som et ærestab og en skam for slægten, hvis det ikke sker. For hende er prioriteterne klare: Et menneske kan ikke sætte sig op imod guderne, politik er underordnet religionen, og familien går frem for staten. Som kontrast har Sofokles sat den anden søster Ismene, der som kvinde ikke mener at kunne sætte sig op mod familiens mandlige overhoved, og som borger føler sig underlagt staten og dens leder. Hun nægter at medvirke og nægtes derfor af Antigone delagtighed i straffen da Kreon ganske uretfærdigt i første omgang vil henrette også hende. Kreon identificerer sig selv med staten og sine påbud med statens love. Ulydighed mod dem er et angreb på ham og sår tvivl om hans autoritet. Da Antigone nægter at modtage det redningstilbud, han først giver hende ved at antyde at hun handlede i uvidenhed om dekretet, ser han det som et bevis på hendes totale mangel på respekt. At hun som kvinde ikke straks indrømmer sin brøde, ophidser ham yderligere. Og at hun er hans kommende svigerdatter, gør kun sagen værre.Det må under ingen omstændigheder hedde sig at han sætter sin familie over sin pligt som leder. Jo mere andre prøver at formilde ham, jo mere stejl bliver han. Hverken korets forsigtige antydninger eller hans søn Haimons diplomatiske advarsler, ja selv ikke den berømte seer Teiresias' mere kontante, formår at trænge igennem. Ingen skal prøve at lære ham noget, hverken kvinder, unge eller gamle. Han står fast indtil det er for sent, og forspilder derfor hele sin lykke, mister både sin familie og sin position. Først da Teiresias i vrede har profeteret om de ulykker der er i vente, lytter han til korets råd og prøver at gøre gjort gerning ugjort. Men da har hans beslutning sat et skred i bevægelse som han ikke formår at standse. Lige så selvsikker han er i begyndelsen, lige så hjælpeløs er han til sidst. Antigone spærres inde og begår selvmord inden Haimon kan befri hende, og Haimon vender det sværd mod sig selv som han først har truet sin far med. Kreons hustru tager sit liv da hun hører om Haimons død.

Antigone er på sin side mindst lige så sikker på at have ret, og hun tvivler aldrig. Hverken Ismenes bønner, Kreons trusler, korets appel og lunkne medlidenhed eller tanken på Haimon får hende til at vakle, hvor Kreon dog ændrer sin dom over Ismene og straffens art, det sidste dog kun for at undgå at få blod på hænderne ved en egentlig henrettelse. Hun er dermed lige så isoleret i denne sikkerhed som Kreon. Men hun er det ikke fordi hun sætter sig over alle andre eller gør sig selv til autoritet. Hun anerkender og underkaster sig ikke menneskers bud, men højere magters, gudernes love og slægtens påbud.

Hun har forekommet mange moderne læsere urimelig og kold, især i sin afvisning af Ismene, men også i sin tilsyneladendetilsidesættelse af sine følelser for Haimon. Men for Antigone er det netop ikke en konflikt mellem det kollektive og det individuelle, men en konflikt for den enkelte som medlem af både polis og oikos, dvs. byen (staten) og familien (slægten). Det drejer sig ikke om individets ret, men om dets pligt.

Konflikten er som nævnt tidløs og generel.

Med andre ord (side 2):

Antigone har været set som en oprører mod autoriteter, mod patriarkat og mandschauvinisme, men også som en forsvarer for traditionelle værdier.

Se, det var en ordentlig tragedie, og her sidder vi bare og piver og piver over det rene ingenting, i sammenligning, så det er det rene ynk. Og sikke et held, altså, at de herboende irakere ikke skal begraves, bare eksporteres. Og læg endelig lige mærke til hvor smukt teksten er skrevet. Bare det var mig!

Som det kan ses, var Antigone op imod endnu større magter end dem vi på godt og ondt er underlagt - magter der havde magten over liv og død. Dét kan vi så altid glæde os til.

Og tro ikke at jeg, hvor meget jeg end er træt af de herboende lidt mere indskrænkede magter i form af vores nuværende og foregående regering (og hvis du, kære læser, lægger flere betydninger end godt er i ordet "indskrænkede", så lad venligst være at henvise til nærværende blog eller til mig i det hele taget; jeg har problemer nok i forvejen, forventer at få endnu flere og vil til enhver tid benægte alt), ønsker dem samme skæbne som den der overgik kong Kreon. Men - hvis det nuværende flertal skulle tabe det næste valg, er det en helt anden sag.  

Men hvad har jeg tænkt mig at gøre, spørger du sikkert.

Jo, jeg har tænkt mig at skride til civil ulydighed. Fremadrettet (ups, nu er den lige smuttet for mig selv, fandens også) agter jeg nemlig for mit eget vedkommende at være helt bagudrrettet med at bruge ordet "fremadrettet"; .

Hvis dette lille skridt fører til at der opstår en græsrodsbevægelse, for ikke at sige en folkebevægelse - man kan altid håbe - til redning af fremtiden, vil det ikke gøre mig en pind (no pun intended), tværtimod.

Og hvis mit proaktive initiativ skulle løse både den beskrevne problemstilling, men også krisen og klimaproblemstillingen som der begge hænger over os og truer, vil dette sende en vigtig signalværdi to whom it may concern.

Så, nu er det italesat. Det lettede.

P.S. Der er håb! Der er en lille rest af håb!

Jeg har nemlig lige hørt selveste Lene Espersen, vicestatsminiseteren, fremsige ordet "fremtid" i radioavisen kl. ca. 9, godt nok i sammenhængen "fremtids"-et-eller-andet, altså i 2. casus, ejefald, så det er kuns et spinkelt håb. Dét, altså ejefald, er nemlig også på vej ud af sproget, ser det ud til - for mange "s"-er, formoder jeg, og det er slet, slet ikke godt for hverken klimaet eller de svenske skove. Når det først er sket, altså det med ejefaldet, er alt håb for alvor ude.

Så det ser måske ikke alt for godt ud alligevel. Pokkers også.

-------------

Fodnoter

-------------

1. Erfaring med at programmere (også kaldet programmeringserfaring): det man begror af og med, når man har brugt ca. 6 måneder på at skrive et computerprogram på ikke over 500 liner, som lover at løse alt.
2. Linket er til Bodil Dues meget læseværdige skrift som, muligvis under titlen "Antigone i litteratur, kunst og erkendelse", og muligvis som en del af en større antologi, er udgivet af Unipress i Aarhus i 2004, og er ca. det bedste det er lykkedes mig at finde på dansk, og det først på side ca. 3-4 stk. af resultaterne for min Google-søgning på heltindes navn, hvilket er en blodig skam, for hvem gider blade så langt ud over side 1; selv jeg, som ikke plejer at opgive så let (for jeg har nemlig programmeringserfaring, you know), orkede faktisk ikke at bladre endnu videre. 

Burka!

I disse krisetider var det på høje tid at nogen tog fat på ondets rod. Nu er det endelig ved at ske, Gud være lovet.

Jeg taler selvfølgelig om burkaer og kamphunde, to af de største af alle problemerne. Der diskuteres forbud mod begge dele, de er sikkert på vej - og det er kun begyndelsen. Hvis det får lov til at fortsætte som hidtil, blæser krisen over inden nogen når at klø sig i nakken.

Jeg kom i tanke om hvordan jeg selv i al beskedenhed kan bidrage til disse udmærkede krisehåndteringsinitiativer. Her er mit forslag:

Vi begynder med at konfiskere og indsamle alle burkaerne.

Det næste skridt vil være indfangning og konfiskation af alle kamphundene.

Hvis det - mod forventning - skulle knibe med at finde plads til opbevaring, kan vi passende bruge stormoskeen mens den er under opbygning. Så er dén diskussion også manet i jorden - nytten vil være åbenbar for enhver.

Og nu kommer det rigtigt praktiske ved hele ideen:

Vi pakker hver kamphund i sin burka. Antallet skulle faktisk passe, sådan nogenlunde; ellers kan vi pakke 2 kamphunde pr. burka; der skulle gerne være rigelig plads - det er ikke Grand Danois vi snakker om. Hvis det - igen mod forventning - skulle vise sig, at der er for få hunde til at fylde alle burkaerne, kan vi passende tage hunde af blandet race med. Op til 3. generation, fx.

Og så sender vi hele svineriet til Irak; hvad de så gør med det - både hundene og burkaerne - er underordnet, som det vist også er det med de irakiske asylsøgere. Eksport er eksport.

Dét skulle gerne have sin virkning. Men ikke nok med det: der er flere problemer der med fordel kan løses ved samme lejlighed - problemer som vi måske heller ikke helt vidste vi havde.

Et af dem er slipseproblemstillingen. 

Dette primitive, antikverede redskab er et eklatant symbol på den indgroede, skjulte mandeundertrykkelse. Det fører tanken hen på strangulering, hængning, garrotering og det der er værre, altsammen under social tvang. Og mens burka- og kamphundeproblematikkens omfang iflg. sagens natur er nogenlunde begrænset, er slipseproblemet massivt større: vi snakker om, rundt regnet, ca. halvdelen af Danmarks befolkning. De mænd der aldrig går med slips opvejes nogenlunde af de kvinder der lejlighedsvis gør det.

Nogle interessante iagttagelser om slipsets skadevirkninger kan læses i den smukke publikation "The New Hacker's Dictionary" - søg evt. selv på Google; en søgestreng som fx "+tie +suit +behavior +hacker" skulle gerne give de bedste opslag. Derudover bør man fremhæve sundhedsfaren ved slipseklædt omgang med alskens mekanik, især af den roterende observans. Tænk bare på faren ved at få slipset viklet ind i et tastatur, et DVD-drev eller en harddisk. Man korser sig!

Mange mænd vil sikkert - helt bogstaveligt - ånde lettet op når de slipper for slipset. Jeg gør i hvert fald - har selv længe nok haft en rem af huden.

Den uundgåelige konklusion er at vi også bør konfiskere alle slipsene. Og vupti - nu har vi den perfekte metode til at få de burkaindpakkede kamphunde til at ligne de mest perfekte og reglementerede postpakker: bare bind et par slips - eller 6 - om hver; der skulle være rigeligt.

Og så kan krisen gå hen og lægge sig, kan den.

Jeg håber bare, at de i tumulten kommer til at tabe et par burkaer, gerne i forskellige farver. En grå og en rød ville være praktisk.

Jeg elsker nemlig at klunse, jeg mener tingfinde. Det har sikkert sin rod i at jeg har en baggrund som indvandrer fra et af ulandene bag det gamle jerntæppe; jeg er med andre ord en latent burkaperker. Da jeg i begyndelsen af 1970erne kom her til landet, var det mig en af de store åbenbaringer at se hvor frit folk måtte klæde og - generelt - te sig. Men - det var også sen-60ernes lange hale, og det har vi til alt held lagt bag os. Men, uanset, ville sådant et par burkaer være et fund. Så kunne jeg nemlig gøre det jeg længe har drømt om: gå i den ene til hverdag, i den anden ved festlige lejligheder. Hvem ved, måske ville det endda danne mode...